Flyv med de syv

Seven people fly to the sky

Lande (blog)

Fra South Australia til Western Australia

Posted by Hanne Vium on December 27, 2011 at 3:15 PM Comments comments (0)

 

 

 

 

Fra Ceduna (A) fortsatte turen mod vest. Og den11. dec., blev ”Store køredag” for vores familie. Ole var ganske simpelt ikke til at stoppe, da han først kom ud på de lange, lange og lige landeveje, som førte fra Syd staten til den Vestlige stat. Inden vi forlod den sydlige stat, skulle vi se ”Bunda Cliff”, som lå i Nullarvor National Park. Det var klippeformationer, som lignede hårnålesving, som snoede sig ud i det tyrkisblå Sydlige Stillehav. Meget flot!

 

 

 

 

”The state of Westaustralia” er landets rigeste stat, og om det er grunden til at der ligefrem er en grænseovergang vides ikke. Uanset grunden, er det ikke lovligt at ”importere”, frugt, grønt, nødder, honning mm. til Vestaustralien. Og tjekket det blev vi! Selvfølgelig havde Ole overset to gulerødder, som heldigvis ikke kom til at koste os noget. Senere på dagen triumferede Ole over at grænsevagterne ikke havde fundet et løg og et hvidløg, som han selvfølgelig også selv, havde glemt alt om ;)

 

 

 

Billeder fra vores tur. Jeg vil mene, at billederne fortæller mere om vores tur end ord kan beskrive:

 

 

 

Da vi om aftenen nåede vores campingplads havde vi tilbagelagt 1100 km. Vi havde også tiden med os, da vi kørte gennem flere tidszoner. Alt i alt skulle urene sættes 2½ time tilbage på den tilbagelagte strækning. Det er en meget speciel fornemmelse, at få mere og mere tid, alt imens tiden går! Jeg overvejer stadig at søge arbejde i det Sydlige Australien og bosætte mig i det Vestlige, det må efter min bedste overbevisning, give mig ekstra timer i min fritid, hvilket jeg altid har ønsket mig!!?

Da vi sidst på dagen drejer af mod campingpladsen, er Ole godt nok tæt på, at vende om. En sandvej fører os virkeligt ud i noget, der ligner ingenting!

 

 

 

Desto større blev overraskelsen til gengæld, da vi kommer ind i en lille oase. Stadig er der tørke, men på pladsen er der hyggeligt. Der er plantet blomster og anlagt stier og den gamle fåreklipperbygning er lavet om til et hyggeligt landkøkken.

 

 

 

Ved siden af vores teltplads ligger et skelet fra et dyr og store edderkopper og stålorme kravler omkring, men det hører jo til den nye westernstil. Alle vores børn tager det med ophøjet ro, for vi er jo af sted for at opleve nyt  ;)

 

 

På western-pladsen, var der også får, og en masse fluer. Så nu fik vi for første gang brug for vores ”face-net”:

 

 

 

Vi kørte videre fra ”Nowhere” (tæt på Norseman (B) ) for at komme til Kalgoorlie-Boulder (C), som er guldmine byen. Her ligger verdens største åbne guldmine, som er 600 meter dyb og 3 km. lang.

 

Det blev også i guldminebyen, at vi overnattede. Siden vi er kørt ind i Vestaustralien, har børnene været gratis på campingpladserne. Er det en konsekvens af at være Australiens rigeste stat, så begynder jeg bestemt, at synes om rigdom! Når vi i dette vilde Western endelig kommer til en campingplads med strøm, skal der lades op… og det ser ofte sådan her ud:

Lige et billede fra den hyggelige mineby ”Kalgoorlie-Boulder”:

 

 

 

Fra minebyen kørte vi fuldstændig samme vej tilbage igen til Norseman, -jo jo den særegne natur som ligner hinanden kilometer efter kilometer efter kilometer… kan vi åbenbart ikke få nok af!? Eller lad os røbe, at der simpelthen ikke var andre muligheder. Der var godt nok alternative ruter, men vejene var af en sådan standard, at vi ikke måtte benytte dem med vores lejede bil.

Fra Norseman tog vi vejen sydover, ned til Esperance(D), hvor nogle af de bedste strande ligger. Vejret var desværre ikke var med os. Det positive var, at det fik os til at indse, hvor heldige vi faktisk havde været i alle de måneder vi har rejst. Det her var den første dag, hvor vejret decideret var så dårligt, at vi ikke havde den store lyst til, at bevæge os ud af bilen. Men selvfølgelig var vi ude og se stranden, og her ses et par våde og blæsende fotos.

Stranden ”Blue Haven” ved Esperance:

 

 

 

 

-Og et billede af ”Twilight Beach”

 

 

 

Blot et par af strandende, men som sagt er Esperance området fuld af dejlige hvide sandstrande.

 

I byen ligger også ”Pink Lake”, som selvfølgelig har fået sit navn pga. at den har en pink farve. Det skyldes de grønne alger; ”Dunaliella salina”, som farver den. Algen er den mest salt-tolerante alge og den kan vokse i en saltblanding på op til 35 %. Med en høj algekoncentration, høje varmegrader og meget lys, bliver søen pink. Om det skyldes manglende varmegrader netop denne dag eller årstiden i almindelighed ved jeg ikke, men den ”pink sø”, var i hvert fald jævn kedelig og grå  :(

 

 

 

 

Ole havde lige fortalt os, at der aldrig er faldet så meget regn i de sidste 60 år som nu i Australien og at temperaturerne har været de laveste i 51 år. Bestemt ikke noget vi havde mærket meget til, men det kom vi til nu…

Da vi nåede området omkring Ravensthorpe”(E), skal jeg love for at vi fik en smagsprøve på, hvor meget regn, der var faldet… Efter flere tusinde kilometer i tørkeområder, var det her faktisk en hel fornøjelse og om ikke andet så blev der grinet godt og grundigt i bilen. Især når ”far” kørte uden at kunne se noget som helst. Et billede ud af forruden:

 

 

 

 

Efterhånden som vi nærmede os ”Hyden”(F), hvor vi skulle overnatte og se Wave Rock, aftog vandmængderne. Vi fik set den flotte solnedgang og netop fordi vi kørte først på aftenen, begyndte kænguruerne, at blive mere aktive og komme ud på vejene. Det er grunden til, at man aldrig skal køre efter mørkets frembrud i Australien. Det er i trafikken, der dør langt flest kænguruer og det er et stort problem hernede.

I ”Hyden” skulle vi se ”Wave Rock”. En kæmpe sten, som ligner en bølge. Stenen er blevet formet af vind og vand gennem årene. En virkelig stor og fantastisk oplevelse. Der er tale om en kæmpe sten, som kaldes for ”mini Ayers Rock”, og stenen ligner et andet sted en flodhestemund, kaldet for ”Hippo´s Yawn”

 

Wave Rock:

 

 

Hippo´s Yawn:

 

 

 

 

Freya siger, mens vi går rundt og ser ”Wave- og Hippo Rock”: ”Det er godt nok sejt, at naturen sådan kan lave så store oplevelser til os” – Og hvor har pigen dog ret, naturen er forunderlig!

Byen ”Hyden” har været kreativ med deres skrald:

 

 

 

 

Vi kørte fra Hyden og videre til Perth (F), Byen, hvorfra vi skal flyve til Sydafrika om 5 dage.

 

 

Atter lange veje, som gik ligeud…:

 

 

 

 

Ankomst til Perth, hvor vi boede en enkelt nat syd for byen, ud til havet:

 

 

 

 

Celinas store drøm, havde længe været, at få lov til, at håndfodre kænguruerne. Muligheden for det, fandt vi i udkanten af Perth

Der var også mulighed for fodring af andre dyr, men specielt kænguruerne og walabies, vakte begejstring hos vores børn:

 

 

 

 

Håndfodring:

 

 

 

 

Se lige kænguruen her, hvor mange ben er det lige, at den har?

 

 

 

 

Et styk stor ”teenage-unge” i pungen  :)  :

 

 

 

 

Maden serveres stadig:

 

 

 

 

Et andet spørgsmål fra dyrenes verden – Kan en emu hoppe?

 

Se svaret på videoklippet (beklager, at I bliver nødt til at vende computeren om,, for at få den rette vinkel )     HER:

 

 

 

Vores modige børn sluttede dagen af, sammen med en slange:

 

 

 

 

 

Efter en dag i dyrenes tegn, kørte vi til vores sidste campingplads i Australien. Pladsen lå lidt nord for Perth. Vi fik en dejlig teltplads ned til en lille sø. Både ænder, gæs og kaniner var at finde mellem teltene:

 

 

 

Om aftenen fik ”vores far” en præmie af os alle. Et flot certifikat for sine mange kilometer (7500 km.) bag rettet, tværs gennem Australien. Han fik også et par mars-barer, da han ikke helt havde, kunne skjule, sin last (gemt til ham selv) på køreturen   :P

 

 

 

Der blev hver aften skrubbet tæer,efter leg på campingpladserne, og det kunne se sådan her ud  :)  :

 

 

 

 

Så skulle byen Perth opleves:

Vi fik set ”Sky Tower” og det flotte havneområde omkring tårnet.

 

 

 

 

 

 

Ellers gik turen til ”Little London”, som var en kopi, af en smal og hyggelig gade, fra London:

 

 

 

Freya forelskede sig fuldstændig i det arbejde, som gade-maleren her kunne præstere. Med spraymaling og pensler fremtryllede han meget farvestrålende og flotte billeder. Maleren må være blevet ligeså imponeret over Freya, som hun over ham, for han forærede hende et flot maleri, fordi hun havde stået og betragtet ham med så stor en interesse  :)

 

 

 

 

 

 

I Perth, blev guldgraver-museet besøgt::

 

 

 

 

Her hørte vi historien om hvordan to pionerer havde besøgt ”Kalgoorlie-Boulder”, for at grave guld og gøre lykken. De to pionerer havde faktisk opgivet, da der opstod et frygteligt uvejr. Næste dag fandt de guld, da uvejret havde ”hentet det frem” og det blev starten på Australiens udvinding af guld. ''

 

Vi fik set både det rå guld og de glimtende guldbarer. Det var her i Perth, at alt guld og sølv bliver behandlet, og hvor mønter mm. blev fabrikeret ( stadig den dag i dag). Vi fik lov, at kigge med, men der måtte ikke fotograferes inde i bygningerne.

Den største oplevelse på museet, var da vi oplevede, hvordan de smeltede guld (98 karat guld) og fyldte det i en guldbarre.

Vi fik også muligheden for, at stige på vægten, og fik så oplyst, hvad vores vægt, var værd i guld. Hvis nogen skulle ønske, at købe mig, er prisen: 1,75 millioner australske dollars  ;)

 

 

Senere samme dag, kørte vi op til ”Kings Garden”, som var en højt beliggende park, med udsigt ud over Perth. Her kom vi igen til bryllup, som blev afholdt på plænen…

Billeder fra ”Kings Garden”:

 

 

 

 

På campingpladsen, var mangt og meget muligt, og ved denne campingvogn, kunne man få håret klippet. Lucas trængte, så frisøren, som var fra Melbourne, klarede lokkerne:

 

 

 

 

Pladsens pool blev også flittigt brugt, når vi ikke tog turen ud til stranden:

 

 

 

 

Efter 35 dage i teltet, skulle der pakkes og sorteres, så vi var klar til afgang – Next stop: Syd Afrika.

 

 

 

Farvel fra Australien:

 

 

 

 

 

South Australia -2. del -Servas familie

Posted by Hanne Vium on December 17, 2011 at 6:40 PM Comments comments (1)

 

Inden vores afrejse fra Danmark, havde vi tilmeldt os ”Servas”. Servas, er en fantastisk organisation, hvor familier tilmelder sig, og står klar til at møde rejsende fra andre lande. En sådan familie havde vi fået kontakt med. Så efter Adelaide(A); kørte vi til Port Augusta(B); hvor familien boede. Udover huset i Port Augusta, havde familien også et hus ”outback” i Quorn (C).

Vi fik lov, at låne huset og det var helt fantastisk. Ligesom ”Det lille hus på prærien”. Hyggeligt bjælkehus ude i ”nowhere”, hvor der var masser af plads.

 

Her åbner Simon lågen og guider Ole gennem ledet…:

Huset i Quorn:

Vi tilbragte tre nætter i huset i Quorn. Om dagen var vi sammen med familien i Port Augusta, som bestod af forældrene Gary og Julia og deres tre børn. Det var kun de to piger, som var hjemme. Imala på 15 år og Alida på 17 år. Vi havde nogle rigtige gode dage, hvor vi lærte en masse om Australien, og på samme måde fortalte vi familien om, hvordan vi lever i Danmark. Familien levede en smule atypisk blandt australier, da de levede meget spartansk. Som en af de få familier i landet, havde de ingen aircondition, og samtidigt var de meget miljøbevidste omkring deres vandforbrug. Familien opsamlede det vand, som kom ud af bruseren, inden det havde den rette temperatur, i en balje, som så blev samlet sammen, for at blive brugt til vaskemaskinen og tøjvask. Når tøjet var vasket, blev det brugte vand, så igen udnyttet til havens planter. Med et så sparsommeligt vandforbrug, kom jeg i et dilemma, da jeg stod overfor den store opvask efter middagen, og knap turde bruge af vandet. Heldigvis kom Gary mig til undsætning. Det var nogle ganske lærerige dage. Vi spiste de fleste måltider sammen med familien, enten i huset i Quorn, hvor de kom ud til os, med en enorm madkurv eller inde hos dem i Port Augusta. Familien var vegetarer, hvilket betød helt nye oplevelser på det kulinariske område. Udover vores mange snakke med familien, fik børnene spillet en masse spil og da både Alida og Ole var gode ved tangenterne, blev der givet ”koncert” i stuen.

 

Billeder fra vores dage sammen med familien i Quorn:

Næsten som at være hjemme i vores have.. mangler bare lige at "Fødselsdagstrolden" kommer ;)

… og i Port Augusta:

 

Mens vi var i Quorn, oplevede vi Flinders Rangers (C), som er en meget kendt national park, med noget af Australiens ældste natur. Vi tilbragte en hel dag i Flinders Rangers, hvor vi vandrede rundt i den særegne natur.

 

Billeder fra dagen:

 

 

Her ses endnu et eksempel på børnenes kreativitet og evne til at bruge det, der er ved hånden. De fandt dette spindelvæv og skulle så finde ud af, hvor mange små pinde, der kunne sættes fast i vævet.

 

I Port Augusta, var vi en tur i den Botaniske Have, som virkelig var en anderledes oplevelse. Det mest imponerende vi kunne sige om stedet, var vist det fascinerende i overhovedet, at anlægge en Botanisk Have i sådan et tørkeområde. Haven ses på billedet herunder, og måske kan I se, at der er små skilte i jorden, som fortæller hvilken plante der er tale om. Meget godt, da planterne lignede hinanden og nogle gange var helt udtørrede.

 

Derudover så vi byens vandtårn, hvor vi havde en flot udsigt udover Port Augusta.

 

En by som ikke har det store at byde på. Alligevel fik byen stor betydning for os, på grund af ”vores Servas familie” og deres store gæstfrihed!

Det var bestemt med vemod at vi igen forlod Julia og Gary og deres to piger!

 

 

Fra Port Augusta kørte vi videre mod Perth, og -ja, der skulle køres nogle kilometer:

 

Først skulle vi til byen Ceduna(D), hvor vi skulle campere. Undervejs var vi forbi Murthys Haystacks. Den mest kendte attraktion i det Sydlige Australien. Navnet på disse kæmpe sten skyldtes, at når folk for mange år siden kørte forbi med hestevognene, så troede de, at det var store høstakke, som lå på marken. Ejeren af jorden, hed Murthy, og deraf navnet.

 

De kæmpe sandsten, er et meget specielt og flot syn, og man undres virkeligt over, hvordan de er blevet til derinde midt på en mark. Der var mange gode forslag til, hvad stenene forestillede. Freya mente at denne sten lignede en scene, hvorfor hun gav den som rockstar (med en pind som mikrofon) sammen med sine to dansere:

 

Bugten som vi kørte langs, kaldes Streaky Bay,

 

Vi overnattede i Ceduna (D), og det var også byen, hvor vi mødte mange Aboriginere, hvilket vi generelt har oplevet, siden vi er kørt ind i Sydlige Australien. Aboriginerne er de ”rigtige australier”, og de har levet her i mere end 70.000 år. Indrømmet så bidrager disse mennesker til troen på Darwinismen.

 

Billeder fra vores campingplads i Ceduna:

Aftenhygge, hvor der ses julefilm:

Morgenhår og Morgenmad:

 

Vandet fragtes langvejs fra og sparer vi på det, så smiler Vor Herre åbenbart, og hvem ønsker ikke det?

Her ses rørene (hvide), som fragter vandet over de mange kilometer, langs vejene:

 

Vi ses i næste afsnit, hvor turen fortsætter mod Perth!

 

 

 

 

South Australia (SA)

Posted by Hanne Vium on December 14, 2011 at 9:35 PM Comments comments (0)

 

 

 

Efter besøget i Warrnambool (A) i VIC, gik turen gik nu til Mount Gambier (B) i South Australia (SA). Byen med den blå sø, ”Blue Lake”. Som billedet viser, var der virkelig tale om en meget blå og usædvanlig smuk sø!

Vandet fra Blue Lake, indgår i Mount Gambiers grundvands system, og der er tale om en rigtig god vandkvalitet. Søen er 70 meter dyb og rummer 36000 liter vand. Hvert år skifter den blå farve til grå over et par dage i november, og så forbliver det gråt indtil efter sommeren, oftest i marts, hvor den atter får sin blå farve.

 

I grundvands systemet indgår også ”Sinkhole”, som godt nok ikke indeholder vand. For de interesserede indsættes en illustration, for bedre forståelse ;)

 

Sinkhole”, kan ses herunder

”Det store hul i jorden” er i dag flot beplantet:

Der er mange måder at komme ned på, og hvem havde forventet at vores børn gjorde som de fleste…. Nej vel?

 

I Mount Gambier, mødte vi flere kænguruer/wallabies og der var mange:

…og de var i hopla til at få besøg:

Hvem er mon mest betænkelig ved dette møde?

Kapløb

 

Næste besøg i Mount Gambier, var  den inaktive vulkan ”Mount Schank”.Bunden af ​​krateret kommer ikke under grundvandspejlet, så der er ingen vand i vulkanen (ingen crater lake)

Vejen op…

Udsigt udover vulkanen:

Simon havde taget den lange vej ned til bunden af vulkanen og Lucas ville ned til ham...Her hedder det ikke "Find Holger" men "Find Lucas" :/ 

 

Simon kunne ingen finde, men pludselig dukkede han op på vulkanvæggen, hvor han havde kravlet en ikke helt ufarlig vej... men igen havde han glemt at spørge om lov, og denne gang var det pga. at vores store dreng, ikke kunne finde stien!?

Det gav til gengæld god motion, da Simon tog turen en gang mere, for at hente sin lillebror!

De to drenge i mål:

 

Adelaide(C), er den største by i det Sydlige Australien. Vi havde fire dage i byen på en helt fantastisk campingplads. Pladsen var bestemt også velbesøgt, og der var mange børn at lege med. Vejret var varmt og både poolen og stranden blev flittigt benyttet. Om det var campingpladsen der trak, eller blot fordi vi efterhånden var ”mættet” af storbyer, efter både Sydney og Melbourne, skal jeg lade være usagt, men vi valgte at tage nogle dage på campingpladsen, hvor vi bare lavede ingenting. Vi fik vasket tøj og ryddet op i vores bagage. Den anden vej, fik vi også nyt bagage med fra Adelaide, da det er byen, hvorfra de fleste flyver videre til Perth. De gange vi har fortalt australierne om, at vi skulle køre turen i bil, har de taget sig til hovederne og spurgt, hvad der fik os til, at gøre noget så skørt. Der er langt og ”ingenting”, at se på vejen. Men det var jo netop det ”ingenting”, som vi gerne ville opleve. Men, som sagt umuligt at forklare de indfødte, og i øvrigt også alle andre rejsende, som valgte flyet i stedet.

Billeder fra vores dage på campingpladsen:

Vores campingplads lå lige ned til stranden, og her nød vi bestemt også at være:

 

Vores lille solstråle:

 

 

Selvfølgelig var vi også inde og opleve storbyen: Adelaide, her ses billeder fra byen og vores oplevelser:

Australiens farver er grønt og gult, men jeg vil altid huske Australien for den lilla farve! Der findes de flotteste lilla træer, et utal af lilla blomster...

 

... selv inde i Katedralen var der dækket op med lilla -he-he, nu fik jeg så lige sneget en katedral mere ind ;)

 

En anden af seværdighederne i Adelaide, er "Ayers Hus". Her var vi på rundvisning. Henry Ayer, var en helt ung mand på 19 år, uden en krone på lommen. Han immigrerede fra England med sin australske kone i 1840 for at finde guld i Australien. Det fandt han aldrig, men derimod fandt han kobber. Han blev en betydningsfuld mand i det sydlige Australien, og han skaffede arbejde til mange i hans kobber-miner. Henry Ayer havde kun gået 5 år i skole, men fik alligevel stor succes og gik i 1857 ind i politik. Han var Sydaustraliens premierminister hele fem gange og har haft stor politisk betydning.

I vores guidede rundvisning i Ayers hus, fik vi mange indtryk og fortællinger fra den tid, hvor Henry levede. Meget lærerigt for vores børn, skulle jeg mene. På den tid, havde børn under 16 år nemlig slet ingen adgang til stuerne, de skulle hverken høres eller ses. Til gengæld fik pigerne fra de var 12 år gamle, lov til, at hjælpe til i køkkenet fra kl. 5 om morgenen og arbejdede ofte 19 timer på en dag. Det var tider….?? Af andre ”sjove” oplysninger fik vi at vide, at hvis vi skulle være kvindelig gæst i Henrys hus i en uge, så skulle vi have 35 sæt tøj med, da vi skulle klæde om 5 gange om dagen. Mændene kunne nøjes med at skifte 3 gange dagligt. Det sætter godt nok tingene i relief, når jeg tænker på at vi skal have til flere måneders rejse i vores rygsække.

I huset var der en kanariefugl i bur, og den havde en helt speciel funktion. På den tid, brugte man nemlig gas til lamperne. For at undgå gasudslip, som ikke blev opdaget, holdt man nøje øje med om fuglen omkom :/ En spændende rundvisning, men dog en udfordring for vores yngste, da alt foregik på engelsk. Med lidt oversættelse ind imellem, klarede de det flot!

Celina ses her på vej hen til huset:

Stenen ”Ayers Rock” er opkaldt efter denne mand. I dag er stenen dog omdøbt og hedder ”Uluru”. Uluru eller Aers Rock er den berømte store sandstens formation som står i det Centrale Australien, og som vi modsat alle andre, har valgt ikke at køre til.

 

Vi var også inde og se Immigrationsmuseet i byen. Udenfor fandt Freya denne immigrerende familie, og sagde: "Se de rejser ligesom os":

Et meget spændende og interaktivt museum. Mangt og meget måtte "røres". Håndtag fik udstillingerne til at skifte, når de blev sat i sving.

Skuffer kunne åbnes og knapper kunne trykkes ind og alt sammen gjorde os klogere på hvordan det havde været og stadig er at være immigrant i Australien. Et land som vi har fået fortalt, stadigt er et racistisk land. Heldigt at vi ikke har mærket til det!

Herunder ses Freya ved knapperne, som fortæller at man fra 1901-1958, skulle være en hvid og britisk immigrant, for at kunne være sikker på, at komme ind i Australien...

Lærerigt også for børnene. En sød lille tegnet illustration, fortæller  bl.a.om en immigreret dreng, som ikke må være sammen med sine kammerater for sine forældre. Det gør ham ked af det, at de ikke forstår, hvor gerne han vil det og hvor vigtigt det er for ham. Forældrene er bekymrede og kender ikke "de fremmede". Det forstår den lille dreng først mange år senere. I skolen må han fortælle sine venner, at han ikke kan lege med dem i fritiden, og det forstår kammeraterne ikke og synes hans forældre er for skrappe. Tilbage sidder en ensom lille dreng og tænker: " My parents don´t understand, and my friends don´t understand either", Det budskab forsøgte jeg så, at lære mine børn!

Vi er endnu ikke immigreret, men rejser videre... vi ses! 

 

 

 

State of Victoria (VIC) - 3. del

Posted by Hanne Vium on December 14, 2011 at 2:55 AM Comments comments (1)

 

Efter Melbourne(A) fortsatte vores tur langs den meget flotte "Great Ocean Road"

Vi overnattede i Marengo(B), ved Apollo Bay, hvor vi boede på en campingplads lige ned til havet og fuld af fugle liv. Her ses nogle af de ”nye papegøjer” og fugle, som vi så omkring pladsen:

Om aftenen hyggede vi os, og det var en meget lun sommeraften. Vi lavede bål og ristede skumfiduser. I Australien er skumfiduserne meget mere sukkerholdige end i Danmark, så det var nemt at lave dem til fakler.

Om natten begyndte det at regne kraftigt, og Ole vågnede ved, at det lynede og tordnede. Han fik liv i os andre, da han mente, at vi burde ”søge tilflugt” i bilen. Så det blev en ”uforglemmelig” nat, hvor vi alle syv sov ”hulter til bulder”, ude i bilen. Simon fortrak dog til sit telt midt i uvejret, da han foretrak at løbe en vis form for risiko, frem for at ligge i den overfyldte bil.

Vi kørte videre i staten Victoria:

Her oplevede vi igen en masse af de nuttede koala-bjørne…

Bl.a. denne måbende en af slagsen:

Det var også her, at Ole han bakkede nok så flot… lige indtil han røg i det her hul… måske var hullet godt for noget, da han ellers nok havde taget stolpen i stedet…?

Og så kunne vi synge:

Der er et hul midt i vejen-kære Ole-kære Ole, der er et hul midt i vejen-kære Ole-et hul”

Så lærte vores børn også denne Dirch Passer sang, som de ellers aldrig havde hørt om…

Næste stop på "Great Ocean Road", blev ”De 12 apostle”. Jonas spørger om det koster penge, at se De 12 Apostle. ”Nej da”, svarer Simon. ”De kan da ikke tage penge, for at vi skal se på nogle sten. Men du kan helt sikkert donere nogle penge, så de kan få råd til, en større reception…” Simon har nu forstået, hvordan det fungerer her i landet!

De 12 Apostle er blevet til pga. de barske vejrforhold fra det Sydlige Ocean. Gradvist er de bløde kalksten blevet udhulet, og har dannet huller i klipperne, som derefter er blevet til buer, som så igen er brudt sammen. De har efterladst klippeformationer, som er op til 45 meter høje.

(Vi så også ”London Bridge”, som er en naturbro, som havet har udarbejdet i kystens sandsten. De står  kun et par kilometer vest for "The Twelve Apostles" Oprindeligt var der to buer, og broen var forbundet med fastlandet. I1999 kolapsede den inderste bue. Der var uheldigvis turister på broen, men til deres held, stod de på den yderste bro, og blev alle evakueret.

Den 1. dec. 2011, vågnede vi op i byen Warrnambool(C), hvor vi havde overnattet.

Vores yngste børn havde været meget spændte på om julemanden, kunne finde dem heromme på den anden side af jorden…? Minsandten om det ikke lykkedes ham, han fandt vores telt!

Dagen i Warrnambool, blev dagen, hvor vi bogstaveligt talt hoppede ind i december måned sammen med kænguruer og wallabies. Igen var vi heldige, da Celina fik øje på nogle kænguruer oppe på nogle klippestykker, da vi kom kørende. Så selvfølgelig skulle vi alle ud af bilen og op ad det mest ufremkommelige stykke natur. Det viste sig, at være hele turen værd, for vi fik set en masse kænguruer og jeg skulle hilse og sige, at de var store. Det var godt nok med respekt og forsigtighed vi nærmede os dyrene og bare tanken om, at de kan bokse, var næsten nok til, at slå os ud!

Kænguruerne var bestemt flotte dyr, men de var jo langt højere end en voksen mand, som de stod der på bagbenene, og bare halen kunne jo svirpe en omkuld, så godt, at halen i hvert fald forbliver på jorden! Læg mærke til den imponerende hale:

Her hopper Celina om kap med kænguruen:

Vi kørte bagefter hen til Visitor-centret, som egentligt var tænkt som udgangspunktet for turene i ”The wild animal Park”. Og vi forsøgte da også at følge stierne, men efter først, at have oplevet en guided tur lige foran os, med en masse børn, som råbte og skreg, for at vække en koalabjørn i et træ, og bagefter være ”forfulgt” af nogle kinesiske damer, som bestemt heller ikke holdt mund, opgav vi, for på den måde mødte vi da aldrig nogen dyr, udover de sovende koalaer. Så i stedet gik vi vores egne vegne (gør jeg nu alligevel ret så ofte, vil mine forældre nok mene…!?) Op af ufremkommelige skråninger, og nu var det så wallabies, som vi fik fornøjelsen af. De var ligesom i en mere overkommelig størrelse, hvor vi kunne snakke om nuttede dyr.

 

Vi mødte også emuer på vores vej

-og denne emu-mor med sine to unger, forskrækkede os godt nok, da de pludselig stod foran os:

Vi fik også øje på endnu et lille hoppende dyr, vi har set mange vilde kaniner på vores ture, men de har været svære at fange i kameralinsen, men denne gang lykkedes det:

Udover de hoppende dyr, fandt Celina denne ”Stumpy tailed Lizart”. Navnet indikerer, at firbenet, har en meget stump hale, og vi syntes, at den lignede en blanding mellem en grankogle og en hunde-høm-høm… Vi havde rigtig meget sjov ud af vores møde med den :D

 

 

 

State of Victoria (VIC) - 2. del

Posted by Hanne Vium on December 4, 2011 at 8:10 AM Comments comments (0)

 

Efter Lakes Entrance (A) kørte vi mod Phillip Island (C). På vejen, gjorde vi holdt, ved Cape Paterson(B). Igen en dejlig strand, hvor vi fik vores egne små oplevelser. Vi fandt varme vandhuller mellem stenene, oplevede bølgebrus i hovederne, lavede tang-tøj af noget meget stort og tungt tang, kravlede i sand-klipper og lavede søstjerne-væddeløb på stenene.

Billeder fra stranden:

Hvem kommer først...?

Det kræver bestemt mere tålmodighed, end hestevæddeløb!!!

 

Pingvin oplevelse på Phillip Island:

Det var så aftenen, hvor vi skulle opleve verdens mindste pingviner. De små pingviner, er kun 1 tomme høje (svarer til et A4 ark på højkant) og vejer ikke mere end 1 kg. Vi skulle se dem om aftenen, da det er der, de kommer ude fra havet og går op på stranden til deres unger og æg. Pingvinerne lægger 1-2 æg, som hannen og hunnen skiftes til at udruge (tager 36 dage), for at forældrene på skift kan finde føde. Ungerne er helt hjælpeløse de første 2 – 3 uger og fodres derfor konstant af forældrene. Herefter tager forældrene på fiskeri i dagtimerne, mens ungerne lades tilbage på øen i kolonier (børnehaver), og afventer (sammen med flere hundrede turister), at forældrene om aftenen kommer med det store måltid. Pingvinerne har intet at lave på land, med mindre de skal parre sig, har æg eller unger. Det er derfor ikke de samme pingviner, som hver aften myldrer op på land.

Her ses et par nuttede og pelsede pingvin-unger:

Vi ankom til det, jeg igen vil kalde for et noget kommercielt arrangement… men pingvinerne kunne ikke opleves uden betaling. Ikke direkte på stranden i hvert fald, men selvfølgelig kunne en del ”løse pingviner” opleves udenfor ”centrets område”. Min skepsis kom dog til skamme, for det var virkeligt et flot og meget naturligt syn, når jeg lige så bort fra, at jeg aldrig frivilligt ville placere mig sammen med flere hundrede mennesker for at opleve det. Når det var sagt, og vi heldigvis har jordens mest tålmodige og interesserede børn, endte vi næsten med at være helt alene, som de sidste på stranden. Vi fik også en snak med ”guiden”, så Jonas og Lucas kunne få besvaret deres spørgsmål. Lucas ville gerne vide hvor hurtigt de små vraltende pingviner kunne løbe på land. Guiden fortalte os, at han godt kunne løbe fra dem :/ Han ville mene at de kunne løbe/vralte 3 km. i timen. I havet svømmer de omkring 6 km. i timen, men kan nå en fart på 12 km., hvis de føler sig truede. Pingvinerne ankommer i store flokke, når de skal op på land, for på den måde at syne større. Deres eneste fjender på land er rovfuglene, og de er ikke aktive om natten, men det ved pingvinerne åbenbart ikke…

Det, som gjorde oplevelsen til en af de store var igen det ”naturlige” element. Ventetiden..hvornår kommer de mon? Glæden når de første kom glidende ind på land, og skuffelsen når de vendte om igen fordi noget skræmte dem… blot for få minutter efter igen, at vende tilbage. Og så deres vraltende gang, deres små størrelser og nuttede udseende. Jo alt i alt en god aften, som vi ikke ville have undværet. Vi ved, at der i Sydafrika også kan opleves pingviner, men ikke disse små dværgpingviner, og de var altså et kapitel (af de søde) for sig.

 

Familien Hermansen og Chokoladefabrikken:

 

Phillip Island bød også på pingviner lavet af chokolade. Vi kom forbi en Chokolade fabrik, og alle som kender vores børn – her skal ikke nævnes navne, men Freya var bestemt på vippen til, at udløse sit temperament… hvis ikke Ole havde fået trådt på bremsen, vil vide at nogle af dem, har en sød tand for chokolade. Mod et moderat beløb kunne fabrikken besøges og chokoladefremstillings processen, fra plante til det vi putter i munden, kunne følges. Det var, selvfølgelig mest børnene, der gerne ville opleve chokoladens historie, men som ansvarlig forælder, så deltog jeg selvfølgelig, om end modvilligt, i besøget ;)

Det var faktisk en rigtig god oplevelse, flot lavet og samtidigt lærerigt. Vi fulgte, som sagt processen fra plante til bønne, til pulver, til chokolademasse, og til chokoladestykker. Det var både illustreret med tro kopier af planter og bønner samt fotografier. Ligeledes var alle maskinerne som bliver brugt undervejs i fremstillingen fremvist og kunne afprøves af de besøgende.

Kakaoplanten med bønner indeni:

Her studeres cacaobønnerne:

Vi så et stort og meget lækkert  chokoladevandfald:

Sidst men ikke mindst kunne vi selv designe vores chokoladestykker… Vi fik en styrestang med flydende chokolade, og der kunne så kreeres chokolade, som via et transport bånd, blev afkølet, for til sidst at ende i ejermandens hænder. Meget populært blandt børn og slikmunde :P

 

Efter besøget på Phillip Island, kørte vi til Melbourne (D), som er Victorias ”hovedstad”. Vi tilbragte tre dage i byen, og det blev til nogle dejlige dage, hvor vi havde god tid til at opleve en storby med hyggelig atmosfære.

 

Victoria Market i Melbourne:

Vi startede ud med, at besøge Victoria Market, og her kunne der købes alt. Der var en ægte markedsstemning, hvor der kunne pruttes om priserne. Lidt indkøb fik vi da også gjort. Celina købte et "ugle-lommeur", til at hænge om halsen. Og det var generelt meget fornuftige indkøb, der blev foretaget, men ”mor” var jo også med. Der blev købt godt ind på det store frugtmarked, 70 % mørkt chokolade og en bøtte med frysetørret Acia-bær. Det kendte bær fra Brasiliens jungle, som har mange vigtige vitaminer og mineraler, samt protein og kostfibre, samt verdens højeste forekomst af antioxidanter. Ja, jeg lever momentvis videre i Vium-lifecare´s ånd, trods afstanden. I øvrigt er der nu kommet flere forespørgsler på vores projekter og sundhedstjek, så måske jeg blot burde rejse væk lidt oftere…?

Billeder fra vores dag på Victoria Market:

Freya fandt simpelthen en stand, som var, som skabt til hende :)

Melbourne bød også på:

Melbourne er en af de mest berømte byer i verdenen, og det forstår vi godt. Byen, hvor nyt og gammelt er kombineret, byen med de mange kontraster og den hyggelige atmosfære. En by fuld af caféer og liv, og alligevel en del mindre og mere overskuelig end Sydney. Herunder ses nogle billeder fra byen:

 

Her ses universitetet i byen:

En af broerne, som gik over "the Yarra River"... ses her udsmykket med stålskulpturer, som gav en livlig snak omkring, hvad de skulle forestille... nogle figurer gav sig selv og andre var umulige (for os) at få til at forestille noget...

Til billedet herunder, hører en lidt sjov historie... Jeg går et stykke foran Ole, og på et tidspunkt kalder han og siger: "Jeg går lige herned i kælderen..." Jeg svarer, uden at se mig tilbage, og dermed uden at vide hvilken "butik" han står ved: "Ja ja, men gider du lige tage Freya med?" Den bemærkning var til stor morskab for de øvrige børn, som gik sammen med Ole ;)

Vi besøgte Chinatown i Melbourne...

... I Chinatown var vi på en Koreansk restaurant, og jeg skal da ellers lige hilse og sige, at der var tale om stærk mad!!! Freya nød besøget med "sin hel egen mad", fra ta´selv bordet. Som I kan se på billedet herunder, fik hun en to retters menu, bestående af appelsiner og rød peber...

Vi havde nogle meget varme dage i Melbourne, så er det jo rart, at kunne "lyne benene af" 8)

Hjertet af byen er Federation Quare. En vild blanding af stål, glas, beton og abstrakte geometriske former. og det er den centrale plads omkring den meget smukke stationsbygning. En storskærm viser de vigtigste begivenheder, og når der er protester, eller noget at fejre, så afholdes det her. Den vilde blanding af stilarter og meget moderne kunst er ikke kun vist her, men ses generelt i byen, og det har vi syntes meget godt om! Herunder ses Federation Quare, med liggestole og små græsoaser, hvorfra nyhederne på storskærmen kan høres og ses!

En meget flot passage med Grafitti:

Gademusikanter, mødte vi mange af i Melbourne...

---men manden her overskyggede det meste med sin dans. Denne dansende mand, som I kan få fornøjelsen af på videoen herunder er 78 år gammel. Som barn havde han børnelammelse (polio) men trænede sig op. Han elsker at danse og danser åbenbart rundt omkring i gaderne til den musik der spilles. Historien kom fra en yngre mand, som ville overbevise mig om, at dans er sundt for det hele -både sjælen, humøret og fysikken. Det er hermed taget til efterretning, og jeg vil følge hans råd :) 

Se Videoklip HER  

Inden vi forlod Melbourne fik Jonas og Lucas lov til at få en tur på isen i den populære skøjtehal. For hvis der er noget Jonas har savnet, foruden fodboldspillet, er det godt nok hans skøjter. Både Lucas og Jonas er super seje på isen og i Melbournes Ice-House, var der både discolys og storskærm med musik. Det eneste minus ved stedet var,, at det var umuligt, at få de to unge herrer med derfra!

 

 

 

State of Victoria (VIC)

Posted by Hanne Vium on December 1, 2011 at 5:50 AM Comments comments (1)

Spørgsmål fra vores trofaste læser:

Niels Vig, har følgende spørgsmål, som vi selvfølgelig her på redaktionen vil gøre vores bedste for at besvare!

1. Hvor varmt er her?

Da vi ankom til Sydney havde vi nogle rigtige varme dage (badevejr). Dog også et par dage med småregn, men stadig nogenlunde varmt. Staten Victoria er til gengæld kendt for, at have meget svingende temperaturer og det har vi bestemt også oplevet. Vi har dog overvejende været heldige med vejret. Sol de fleste dage, men nogle meget kolde nætter! Ejeren af en campingplads fortalte, at de sidste år måtte aflyse Australien Open (i Melbourne) den ene dag, da der var 40 grader og for varmt til at gennemføre matchen og næste dag måtte kampen igen aflyses, men denne gang fordi der var for meget blæst og regn og kun 20 grader. Det er kendetegnende for staten Victoria. Vi har nok i snit haft omkring 20 grader, men hvor varmt det føles, afhænger meget af den kære sol. Det har indtil nu været forår, mens vi har rejst i Australien, men den 1. dec. var den officielle første sommerdag. Næste uge byder da også på sol og 27 grader 8)

2. Om Ole savner musikken?

Nej da, han har jo mig ;) Okay, jeg overlader til Ole at svare... og svaret blev ikke helt det samme, men kan læses her: "Ja, jeg savner musikken -både at høre noget ordenligt musik og selv at spille. Jeg lytter en del til "Classic Radio"; hvor alle de gamle numre spilles, og det passer mig fint under bilkørslen. Jeg ser frem til en god koncert med: Curtis Stigers."

3. Hvor stor er den lækre Blue-tongue-lizzart:

Ja, ser du Niels, det var ikke så stort et monster. Celina blev dog noget overrasket over at møde den, bedst som hun skulle op på toilettet. Pigen er dog vokset med "wild-life-opgaven", og skriger ikke længere op, når hun møder ukendte væsner. I stedet gik hun til side, og afventede at Simon kort efter også skulle på toilettet, bare for sådan ligesom at overvære hans møde med "monsteret" :P Vi mener at vores ven her, var omkring 30 cm. lang.

 

Vores store Koala-oplevelse

 

Fra Lakes Entrance (A), tog vi en tur til byen Paynesville (B), hvorfra vi skulle sejle til øen: ”Raymond Island”(C). Det havde vi glædet os meget til, for det var øen med vilde koalabjørne. Og det viste sig bestemt også, at blive en fantastisk og uforglemmelig dag. Det var bestemt en af de dage, hvor det må siges, at vi var på det rette sted på det rette tidspunkt.

Her ses den lille færge. Den kan benyttes kvit og frit, eller for et beskedent beløb, hvis man ønsker at få bilen med over.

På vores sejltur hilste vi lige på den her Pelikan-fætter:

Velkommen til Raymonds Island:

I 1920-erne var koalaerne næsten uddøde og de blev derfor fragtet til nogle øer, bl.a. Raymonds Island.

I dag er der godt og vel 600 koalaer på øen. En koala bliver 10 – 15 år gammel.

Og de er altså bare so cute!!

Det klør:

Og vi må sige, at der var mange koalaer. De sad i træerne, og vi gik rundt og kiggede på de nuttede bamsebasser. Freya var lidt skidtmas den dag, hvorfor Ole gik tilbage til bilen med hende. Det var faktisk vores held, da han på vejen tilbage, fik øje på en dame som sad sammen med en koalabjørn nede på jorden. Ole hentede os, og vi fik en stor oplevelse. Den lille koala-dame, havde været så uheldig, at falde ned fra et træ. Hun var dehydreret og træt, og damen som sad hos hende, havde fodret hende I flere timer, med eukolyptus-blade, som hun havde dyppet i vand. Koalaer drikker nemlig aldrig vand, men får deres væske fra bladene de spiser. Koalaen var helt rolig, måske fordi den var klar over, at vi ikke ville gøre hende ondt eller måske blot fordi hun ikke havde flere kræfter. Det gav os alle den fantastiske mulighed at nusse og kæle med det ellers vilde dyr. Vi sad længe og snakkede med både koalaen og den rare dame.

Vi var der stadig, da koalaen blev hentet af lægebilen. Og det blev noget af en optræden, vi der blev vidne til. Pludselig kom der en han-koala ned fra træet, og han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade dyrlægerne tage ”hans dame”. Det blev en kamp, hvor vi fik set, at koalabjørnene ikke kun er nuttede, men bestemt også farlige dyr!

Hannen opgav heldigvis kampen overfor dyrlægen og håndklæderne, og forlod manegen. Og det fik os godt nok til at grine. Vi kan hilse og sige, at en koalabjørn har den mest sjove og kluntede måde at bevæge sig på, som man kan forestille sig. I kan få del i fornøjelsen herunder:

Se Koalaen gå sin gang HER

Det kunne så lykkedes for lægefolket at få ”vores lille koala” under behandling:

Vores oplevelser var heldigvis ikke slut endnu. For hannen havde andre planer. Han fandt en ny dame og så gik den vilde jagt ellers oppe i træerne. Og der er godt nok lyd på, når de kære koalaer jagter hinanden. Det lyder mest som nogle højrøstede grise. Der var åbenbart ingen damer, der var interesseret i den stakkels han-koala. Det lykkedes ham at få jaget hans ”nye offer” helt ud i den tyndeste gren, og der hang hun så og dinglede på mirakuløs vis, mens hannen blot satte sig til at vente på hende, længere nede på stammen. Grenen holdt ikke i længden, og ”BANG” endnu en koaladame røg ned fra træet. Det var noget af et syn, men heldigvis slap hun og vi vist med skrækken. Hun kom hurtigt på benene igen, og forsvandt.

Her ser I hvordan den stakkels koala hang i den yderste tynde gren:

…og den afventende han:

Vi var også heldige, at få øje på en ”koalamor”, som sad i træet og holdt sin lille koalaunge i sine arme. Ungerne starter i moderens ”pung”, hvor de lever af hendes mælk det første ½ år. Herefter kravler den ud af pungen og sidder på moderens ryg. Når den lille unge er blevet 1 år gammel, er den i stand til at klare sig selv.

Mor og barn:

Bagefter var der mulighed for selv at lege koala :)

Tilbage i Lakes Entrance (A). Her gik turen næste dag, over en gangbro, for at komme over til "3 Miles Beach", hvor der var mulighed for at se sæler. Ikke på land men i havet og med en vis portion tålmodighed. Turen derud forgik til fods langs stranden og der var langt (3 mil vil jeg gætte på ;) ). Sandet var blødt og knirkende at gå i og nogle steder lignede sandet en surdej som lå og hævede:

Der var også tid til leg undervejs:

 

Vi fik set rigtig mange sæler. Og det blev en hel anderledes oplevelse, end da vi blot så de store dyr oppe på land i San Francisco. Her gik vi alle op i hvornår vi igen kunne se en af de svømmende sæler. Der var spænding omkring det og vi sad meget længe på stenene og havde svært ved at gå turen tilbage, for hvis der nu lige kom nogle flere… Alle forsøgte sig med kameraet, men det var en næsten umulig opgave at fange de hurtigt svømmende dyr på linsen. Måske kan I skimte en enkelt på billedet herunder.

Efter et par super gode og oplevelsesrige dage i Lakes Entrance, fortsætter turen nu videre i Victoria. Næste stop bliver Phillip Island, hvor vi skal opleve pingviner… Vi ses!

                                                  

The state of New South Wales (NSW)

Posted by Hanne Vium on November 26, 2011 at 5:50 AM Comments comments (1)

 

 

Fra Sydney fortsatte vores tur ned langs kysten i staten New South Wales. Det er Australiens mest befolkede stat (6,7 millioner mennesker bor der) og det er den ældste stat. I sin tid dækkede NSW, det meste af Australien.

     

Første stop. blev godt nok kun få kilometer syd for Sydney, i byen Nowra (A på kortet) . Det tog os nemlig ret så lang tid, at komme ud af Sydney, da vi lige skulle have shoppet ”diverse nødvendigheder” inden vores køretur.

Om aftenen, blev der lavet lektier i stor stil, og alle var motiverede for at lave noget, efter flere dages pause.

Her ses Jonas med sin engelsk bog og Simon er ved at rette Lucas´  matematikopgaver :/

Vores køretur:

På køreturen har Lucas ihærdigt studeret vores mappe med mulige campingpladser. Han er vild med billedfortegnelserne, hvor man kan se hvilke faciliteter, der er på pladserne.

Når vi bliver sultne spiser vi frokost i en af de lokale parker. Det har endnu ikke slået fejl… alle byer er udstyret med en park, hvor der er legeplads, borde og bænke og som oftest også muligheden for at lave barbecue.

 

Vi er ikke i tvivl om, at vi kører i Australien. Her skiltes med nogle af de dyr, som vi kan møde undervejs:

 

The State of Victoria: 

Vores næste overnatningssted, blev ved Genoa River (B). Og dermed, var vi kørt ind i den næste stat, nemlig the state of Victoria (VIC)

Victoria er geografisk Australiens mindste stat, men det er Australiens tættest befolkede stat, og hele 75 % af befolkningen bor i Melbourne, som er statens hovedstad og største by.

Ved Genoa River, valgte vi at prøve en betalingsfri campingplads. Det vil sige en plads uden strøm og uden varmt vand, ja faktisk var der ikke meget andet end en græsplæne og nogle borde og bænke. Joh, og så var der vel noget man med lidt god vilje, kunne kalde for et toilet, men usædvanlig flot plads til "prisen"! En ny udfordring for vores camperende familie. Det krævede lidt mere, men modsat havde vi tiden og viljen. Vi fik nye oplevelser med i bagagen, som at tilberede aftensmaden på vores medbragte gasblus. Det var Jonas der igen stod for det meste af menuen, som bestod af kænguru kød, pasta og grøntsager. En australier fortalte os, at det meste af landets kængurukød bliver eksporteret til Rusland, hvor man mener, at de giver det til soldaterne. Kødet er sundt, da det er meget magert (pånær halen).

Af andre nye oplevelser, havde "papegøjerne" skiftet farve, og var blevet lyserøde:

Lige nedenfor vores campingplads, var der den dejligste lille oase. "Genoa River" løb forbi og der var en sandstrand, som vi om aftenen, havde helt for os selv. Så efter maden, stod den på et lille lejrbål ved floden. Det var super hyggeligt og der blev sunget fællessange. Bl.a. ”Vi har lejrbål her….” , som passede perfekt til den oase vi sad i.

Vi pakker sammen og kører videre… læg mærke til Oles hat, ja okay, nok også svært ikke at få øje på!?

Fra Genoa, kørte vi ud til det Tasmanske hav, og så Bastion Point (C). Herunder ses billeder fra stranden:

På stranden oplevede vi, at sandet var så blødt at det "snakkede"/knirkede når vi gik. Det var til stor morskab for os alle. Et fænomen, som indtil videre har været på alle de strande, vi har været på, siden Sydney. Vi har skam også lavet en lille optagelse, af vores tæer :roll:

Tryk HER for at se videoen 

Længere mod vest, men stadig ud til det Tasmanske hav, finder man en 11½ km. lang kyststrækning, som stækker sig fra Cape Conran til Point Ricardo (D)

Kysten kan også tages som en udfordrende løbetur:

Vi havde nogle dejlige varme dage, og det syntes køerne åbenbart også:

Vi kom til byen Lakes Entrance (E), hvor vi fandt vi en utrolig charmerende campingplads med en meget flink ejer. Han var ved at falde bagover, da vi sagde hvor mange børn vi havde (og vi har ellers altid ”kun” fire når vi booker ind). Sjovt nok, er det slet ikke blevet kommenteret endnu, selv om vi har kørt omkring 10.000 km. med vores ”fire børn” og altid haft 5 børn til at stige ud af bilen ;)

Billeder fra vores campingplads i Lakes Entrance:

Jonas er igen i køkkenet:

Lucas og Freya fandt legetøj. Der var godt nok ikke meget, men hold fast hvor gjorde den smule der var, megen glæde og gav mange timers leg (hvor må det blive nemt, at have børn, når vi kommer hjem til DK igen!?)

Det var også campingpladsen, hvor vi mødte fyren herunder. Det er en Blue-tongue-lizzart, så jeg behøver vel ikke fortælle hvilken farve dens tunge har? I øvrigt må det være et populært dyr, da jeg senere fandt en øl af samme navn :)

 

Sydney - New South Wales (NSW)

Posted by Hanne Vium on November 22, 2011 at 6:40 AM Comments comments (3)

 

Når vi skal fra campingpladsen og ind til Sydney, tager vi Metroen. Et fantastisk system, hvor vi kommer hurtigt og billigt frem. Sydney er bestemt ikke en billig by, men når man kører med Metro, betaler man kun for ét barn, uanset hvor mange man har, så her har vi klart en økonomisk fordel.

Bondi Beach:

Vi brugte en dejlig solskinsdag på Bondi Beach, som er Sydneys mest populære strand. En rigtig ”surfer strand”. Her fandt vi en fantastisk sandstrand og bølger, som vi morede os med at hoppe rundt i. En dejlig og afslappende dag!

Golden Brige, Operahuset og den Botaniske have i Sydney:

Næste dag stod den på seværdigheder i Sydney. Vi gik over Golden Bridge og så Operahuset. Arkitekten Jørn Utzon har jo tegnet operahuset, og netop som man står der foran den imponerende bygning, kan man da godt føle sig lidt stolt over, at være dansker! Bygningen og dens omgivelser er et ikon for Australien. De runde ”skal-sektioner” minder mest om en flåde af hvide sejlskibe, som man ofte ser dem i Sydneys havn. Bygningen, blev designet i 1957-59, og tog 17 år at bygge.

Der er flere måder, at komme over Golden Bridge. Her sker det med sang og højt humør:

Fra broen, er der en flot udsigt, og her ses operahuset:

Og så lige et billede den anden vej, hvor Golden Bridge, kan ses fra operahuset:

Vi var i operaens foyer, hvor Celina, Jonas og jeg købte billetter til en australsk balletforestilling. Vi ville gerne have oplevelsen nu, ”hvor vi lige kom forbi”. Igen var vi inde og opleve toiletter. De var designet i buer, og vasken var virkelig ”fancy”, og så var der lys over toiletrullerne :)

Den botaniske have i Sydney:

Bagefter, gik vi om til Sydneys botaniske have, som ligger lige bag Operaen. Haven blev grundlagt i 1816 og var designet til at være koloniens køkkenhave, hvor alle Australiens plantearter skulle være repræsenteret. Den botaniske have er fascinerende, og vi har besøgt haven to gange under vores ophold i byen. Det bedste af det hele er, at der ligesom i Knudmosen i Herning, er ting som er tilladte i stedet for forbudte. Når du går i haven, kan du finde skilte hvor der står: “vær venlig at betræde græsset, vi inviterer dig også til at dufte til roserne, give træerne et knus, tale til fuglene og have en picnic på græsset”. Så er spørgsmålet blot om det var Jørgen Mortensen eller Sydney, der først fik den geniale idé? ;)

Billeder fra den botaniske have:

Picnic på græsset:

Havens "fuglebur":

-Og herunder ses nogle af havens fugle med "gule læderlignende flapper" :):

Vi så også nogle meget besynderlige ugler:

Jeg ved simpelthen ikke lige hvor det her kommer fra -smiler. Men vores børn har fået en mediterende dille, hvor de sidder og siger "ZUMMMM"... Noget fra den budistiske verdensdel må jo ha gjort indtryk :/

Alt i alt en god dag, hvor Freya dog syntes, at hun havde gået meeeget langt!! Vi havde også gået meget langt, og det er nogle seje børn vi har. De beklager sig ikke undervejs, og selv om Operahuset måske ikke sagde de yngste børn så meget, så blev de alligevel fascineret af toiletterne og en tilfældig elevator. Det er virkeligt sjovt, de oplevelser det giver, når vi hører børnene fortælle om dagene -Det er slet ikke givet, at det er det samme, vi har oplevet!

Katedraler:

En af dagene i byen, var helt i ”mors favør”! Dagen hvor vi besøgte ikke mindre end hele to katedraler i Sydney! Først så vi St. Andrews Katedral. Den var såmænd meget flot, men ”ødelagt” da det gamle og smukke, var blandet med det nye og moderne, i konference øjemed. Kirken tjente simpelthen som konferencerum ved diverse aktiviteter. Idéen var såmænd god, og kunne jo udnytte lokalerne, men kombinationen var langt fra smagfuld. Der er heller ingen tvivl om, at kirkerne i de katolske lande, stadig benyttes langt mere end i Danmark. Her kommer hele tiden folk ind for at bede en bøn, og der er messe tre gange dagligt!

Udefra var St. Andrews Katedral meget flot:

Næste Katedral, som lå kun et stenkast derfra, var St. Mary´s Katedral. Meget stor og smuk katedral, men også her kunne jeg blive fortørnet over den katolske politik. Kirken havde ansat en vagt, og han var ikke af de sjove. Der måtte nemlig ikke fotograferes inde i katedralen. Jeg troede ellers Guds hus var for alle, også dem med kameraer. Det lykkedes da også til en vis grad for Simon, at forklare vagten dette. Han fik allernådigst lov til at tage et billede, bagerst i kirken og uden blitz. Vagten forklarede nemlig, at forbuddet var lavet, for ikke at forstyrre de bedende… så blev jeg straks mere rolig, for jeg var lige ved at tro, at det var fordi de gerne ville sælge deres postkort, som viste katedralen indefra!?

I må nøjes med et billede af Katedralen udefra, for vi vil helst ikke genere nogen…

Om aftenen fortsatte det kulturelle Sydney, da Celina, Jonas og jeg tog til den australske ballet i operaen.

Smukke børn, klar til balletforestillingen:

Jeg ved ikke om de tog fejl af os og de kongelige, men ligheden er vel slående (især fodtøjet), for den røde løber var i hvert fald rullet ud ;)

Det var en stor og flot oplevelse, med strygere i verdensklasse og ballettrin, uden en eneste fejl (vi fandt dem i hvert fald ikke ;) ). Det skal dog siges, at da vi nåede til tredje akt, havde vi ligesom forstået hvad ballet gik ud på, og vi er mættet for det næste stykke tid.

Men flot var det, og der måtte ikke fotograferes under forestillingen, så det undlod vi at gøre ret meget, men lige et billede til vores læsere, var jo et must!

Udenfor operahuset, kunne vi efter forestillingen, se ”Sydney by night”, og det var et oplysende syn!


Crovelly Bay:

Den sidste dag i Sydney og omegn, blev brugt i en ”lille” bugt syd for Sydney. Crovelly Bay, var et rent snorkel-sted. Der gik et rev ind i bugten, og det betød, at bølgerne blev brudt (udenfor revet), mens fiskene svømmede videre ind i det stille vand, hvor der kunne snorkles.

Det var til stor glæde for Celina, Jonas og Freya.

Freya blev dog bange efter dagens oplevelse. Først så hun en ”slange” i vandet og senere havde hun set nogle ”alger med ben”. Ja, det er altså ikke småting man oplever under vandet, når man er 5 år gammel.

I forbindelse med stranden, var der lavet en pool. Det var fuldstændig det samme saltvand, som ude i havet, men Lucas følte sig åbenbart mere tryg der, så det var ”hans svømmested”. Simon havde ondt i ørene og var blevet hjemme på campingpladsen.

 

Og campingpladsen skal lige nævnes igen. Vi havde seks overnatninger på pladsen og den var fantastisk. Ikke luksuriøs overhovedet – tværtimod. Ole manglede dog noget hygiejne i det alt for lille køkken, hvor der ikke var plads til hverken, at opbevare eller lave mad. Men pladsen var fuldstændig fyldt op med folk og der var masser af legekammerater til børnene, den store pool og ikke mindst dyrelivet, som fascinerede både store og små!

Her ses Lucas i gang med at tørre af efter opvasken. Han har pinde på ryggen, da han og nogle legekammerater var i gang med en leg, som skulle fortsættes straks efter opvasken:

Vi syntes virkeligt godt om Sydney og har nydt de mange dage vi har haft i og omkring byen!

Andre små oplevelser fra vores dage i byen, kan læses herunder:

Den 17. november mødte vi disse demonstranter, og Ole faldt selvfølgelig i snak med en af dem. Demonstrationen med ”jagerfly” skyldtes at præsident Barak Obama, besøgte Sydney denne dag for, at markere 60-årsdagen for den australsk-amerikanske alliance. Pagten er et levn fra Australien, New Zealand, USA Security-traktaten, som er en militær pagt mellem de tre lande. Disse demonstranter, fandt den helt unødvendig at bevare, og det samme gjorde Ole selvfølgelig også, efter sin lille snak :)

Her ses hvordan bogstaverne og skolearbejdet kombineres med en tur i Sydney:

Nede i Metroen fandt mine børn denne tiggende musikant. Og han er simpelthen et levende bevis på, at der stadig er håb for os mennesker! Hvad han ikke havde i materialistisk rigdom, havde han til gengæld af rigdom i sit hjerte! Han pjattede med vores yngste, og gav dem alt sit "guf" og bagefter fyldte han sine optjente mønter i deres små hænder. Heldigvis har jeg fornuftige børn, som godt kunne se, at deres nye ven, havde mere brug for pengene end dem!

Og så er julen bestemt også kommet til Sydney.

Og så vil vi gerne nævne, at både kronprins Frederik, prinsesse Mary og deres tvillinger, synes fantastisk godt om vores rute. Så godt, at de har valgt, at opholde sig i Sydney, de samme dage som os og ligesom os, er de nu på vej videre til Melbourne. Hvorvidt vi møder dem på campingpladserne undervejs, er vi selvfølgelig spændte på ;)

Fra Sydney fortsatte vores tur ned langs kysten i staten New South Wales. Det er Australiens mest befolkede stat (6,7 millioner mennesker bor der) og det er den ældste stat. I sin tid dækkede NSW, det meste af Australien.

Første stop. blev godt nok kun få kilometer syd for Sydney, i byen ”Nowra” (A på kortet) . Det tog os nemlig ret så lang tid, at komme ud af Sydney, da vi lige skulle have shoppet ”diverse nødvendigheder” inden vores køretur.

Om aftenen, blev der lavet lektier i stor stil, og alle var motiverede for at lave noget, efter flere dages pause.

Her ses Jonas med sin engelsk bog og Simon er ved at rette Lucas´ matematikopgaver

 

Dette var vores sidste stop i NSW, herefter kører vi ind i staten Victoria...  Vi ses :)

 

Turen gr til Sydney

Posted by Hanne Vium on November 19, 2011 at 8:00 AM Comments comments (0)

 

Det med flyveture er simpelthen blevet vores speciale. Mens Ole og Simon afleverede bilen, fik resten af os, klaret det mest utænkelige, nemlig at få plads til alle vores ting, i vores rygsække. Især Oles halvtomme rygsæk, gjorde det muligt for os. Han havde ellers bedyret os, at hans rygsæk var fyldt til randen. Men vi kunne få plads til flere par sko, tøj og endda vores fodbold, nede i den :)  Selv ventetiden i lufthavnen tager børnene som den største selvfølge, og så kan man jo få sat håret!

Alle er vilde med flyvningerne. Vores flyvetur mellem Christchurch og Sydney var heller ingen skuffelse. Dog ærgerligt, at flyveturen kun varede 3 timer, når vi havde en service, som var helt i top. Der manglede intet! Først blev der serveret varme citronduftende vaskeklude, så vores hænder var rene nok til flyveturen. Maden var af det bedre og der var rigeligt af den, på skærmene kunne vi se de allernyeste film og børnene fik rygsække med legetøj og bøger. Ja, og så var der lige den mandlige stewardesse, som kom med ekstra chokolade til mor :P

Da vi landede i Sydney, startede problemerne til gengæld! Det var ikke lykkedes os, at booke en bil på forhånd. Vi forsøgte os flere steder i lufthavnen, kun for at få at vide, at så store biler, var svære at få fat i. Jeg fandt ved et tilfælde en ledig ”van” på nettet, og gik hen til udlejningsbureauet. Hun kunne ikke hjælpe her og nu, da bilen var inde i centrum af Sydney, men hun hjalp med reservation og alt det praktiske, så bilen kunne hentes næste formiddag (så fandt vi også ud af at forsikringsgebyret er dyrere, for hver eneste dag man lejer bilen, når den lejes i lufthavnen i stedet for i byen – nyttig viden!). Det kørte for mor her, da bilen både var stor og billig at leje. Min popularitet stoppede dog brat, da vi fandt ud af, at det hotel jeg havde booket i Sydney, var booket til Sydney i Canada. Så nu stod vi også uden overnatning. Og det problem var bestemt ikke nemt at løse! Flere timer senere, sad vi endelig i en bus (hvor chaufføren hele aftenen havde vimset omkring vores storfamilie, og kommet med tilbud som blev billigere og billigere som aftenen skred frem). Han kørte os til det hotel, som vi langt om længe havde fundet. Med meget trætte børn ankom vi til et meget mondænt og meget dyrt hotel. Efter en omgang pizza og kildevand var det godnat i storbyen Sydney!

Næste formiddag, var der tid til lidt morgenhygge i den store dobbeltseng, inden bilen skulle hentes.

De to store drenge, Ole og Simon tog turen ind efter ”Mors Van”. Her måtte vi vente på gaden et godt stykke tid, da de to mandfolk åbenbart måtte ud og købe en gps. for, at kunne finde tilbage til hotellet. Men selv ventetiden foregik uden beklagelser. Der blev fundet et ”Papirstræ” (træet var blødt som skumfiduser) og så blev der ellers både lavet guirlander og papirstykker ud af barken.

Da herrerne endelig kom med bilen, blev vi til gengæld glade. For udlejningsbureauet havde besluttet, at når vi skulle køre så langt, så skulle vi have en ny bil. Den havde kun kørt 620 kilometer og virkede helt ubrugt indeni. Den detalje skal vi nu hurtigt få lavet om på.

Dagen gik med at få fundet en campingplads, for nu skulle der for alvor soves i telt (og spares penge). Vi fik lavet diverse indkøb og fandt så frem til vores campingplads. Pladsen lå i det nordlige Sydney i en Wild Animal Park. Vi blev hilst velkommen af papegøjer, som sad overalt i træerne. De farvestrålende dyr, fik os virkelig i godt humør :D

Der var ligeledes varmt, og det havde vi savnet på New Zealand. Så dagen blev brugt i poolen, og med at få slået vores telte op. Planen var, at nogle sov i firemandsteltet, andre i bilen og sidst er Simon flyttet hjemmefra, så han har sit eget telt.

Ja, ja der mangler stadig lidt små investeringer til campinglivet, men Ole kan heldigvis også se mulighederne. Her slåes pløkkerne i med en sten:

Det færdige resultat i vores nye liv, som campister :/

Vi synes alle rigtig godt om campingpladsen, mest pga. at vi er i nærkontakt med naturen, som har vist sig at være helt fantastisk. Vi har set utallige fugle, krybdyr og andre dyr. Især to ”små” dyr, nemlig ”Possum” og ”Bandicoot”, løber rundt på pladsen.

Her ses en possum, som holder øje med os oppe under taget, ved toilettet:

Herunder ses en possum med unge på ryggen:

Herunder ses den spidsnæsede "Bandicoot", mon den hedder sådan fordi det er en lille bandit?

Latterfuglen sidder hver aften i køkkenet, og jeg skal hilse og sige, at den er mere end fræk! Et øjebliks uopmærksomhed, og den er begyndt på dit måltid, før end du selv er :(

Som et ekstra plus til den ”økologiske mor”, er det en campingplads, som opvarmes med solvarme og har eget bio-rensningsanlæg til spildevandet, som genbruges i bl.a. toiletterne.

Vi har ligeledes mødt utrolig mange dejlige mennesker på pladsen. Et andet dansk par; Charlotte og Daniel. Freya brugte enhver lejlighed til at finde Charlotte. De hyggede og gik flere aftenture sammen. 

"Tak til dig søde Charlotte for den tid du brugte på at hygge med mig, og tak for det "Bali-armbånd" jeg fik af dig i afskedsgave." Knus Freya!

Herunder ses Freya på ryggen af Charlotte. Mon de legede "posummer"?

Vi var heldige at møde en tysk pige, som har rejst rundt i landet i 7 mdr. Hun har tegnet og fortalt, så vi lige præcis ved, hvor vi skal køre, og hvor vi skal opleve. Hun kendte også til samtlige overnatningsmuligheder, som var uden betaling, hvor man kunne få offentlig og gratis brusebad og sidst men ikke mindst, hvilke benzintanke man skulle bruge, for at undgå problemer, med at der blev brugt vand, til at fortynde. Dejlig med rejsende folk, som deler ud af deres erfaringer!

Om aftenen når vi skal sove, er her en ”larm” af den anden verden. Vi ligger i teltet og hygger os med lydende. De lyde som papegøjer, latterfugle, fasaner (sorte) og græshopper og ikke mindst kæmpe frøer, kan frembringe, overgår den mest larmende børnehave en pædagog kan udsættes for. Om morgenen (tidligt) starter dyrene igen, og her er det ikke alle, der synes lige godt om de ”larmende” stemmer! Lucas og Freya har en fantastisk evne, til at sove trods larmen og jeg synes det er fantastisk, at ligge og lytte til… så er der Ole, som bestemt finder det mindre tiltalende. Simon putter bare sine høretelefoner i ørerne og hører musik i stedet. Resten af flokken sover i bilen, som er mere lydisoleret end teltet.

Vores forskelligheder bliver virkelig synliggjort, jo mere primitive tingene bliver.

De tre små og jeg er helt klart de mest fleksible når vi snakker ”overlevelsestur” og vildnis. Celina vil kun sove i bilen, for der kan være kryb og insekter i og omkring teltet. Ole er vist kommet i et dilemma... Først kunne han ikke sove i bilen pga. manglende komfort. Nu har det så regnet (også ind i teltet) så nu mener han heller ikke, at han kan sove der. Det skal hertil siges, at Ole ikke er den mest habile svømmer, i tilfælde af, at vandmængderne skulle stige betydeligt! Heldigvis er endnu en nat reddet, da det nu igen er tørvejr :)

 

JUL & NYTAAR 2011

Posted by Hanne Vium on November 15, 2011 at 7:45 AM Comments comments (0)

JULE-TILBUD:

Hermed vil vi gerne invitere alle der skulle have lyst til at fejre jul og / eller nytår sammen med os, til Cape Town i Sydafrika. Vi giver gerne julemad og nytårs-pingvin (eller hvad vi nu har ved hånden), og hyggeligt samvær i julen. Vi hjælper også gerne med rejsen og overnatning. Så skriv endelig til os, hvis I på nogen måde, har lyst til  en eventyrlig jul, med vores familie!

Skulle I synes at "portoen" for Jeres forsendelse overskrider Jeres budget, er det også for første og eneste gang, på vores rejse, muligt at sende en hilsen med Post Danmark ned til os. Det skal siges, at vi helst blot modtager hilsener, men sendes der pakker, skal de være meget små eller spiselige ;) 

-Efter vores ophold i Sydafrika, består vores opbakning nemlig udelukkende af det tøj vi har brug for, da vores rejse i Asien, bliver som backpacker med "huset" på ryggen. Alt andet bliver sendt hjem til DK. Så til dem (læs: Bedstefar og Mormor), som bare ikke kan lade være med at sende pakker, så husk på størrelsen og gørelsen!

VIGTIGT!!! Når I sender post, skal der udenpå kuverten/pakken stå: "HANNE VIUM". Indeni kan I så skrive hvem det sendte er til. Jeg skal "selvfølgelig" nok give det direkte og så vidt muligt uåbnet, videre til rette ejermand. Der kan komme undtagelser, såfremt jeg kan mærke, at indholdet kan glæde mig...  :P

Vi er på nedenstående adresse fra den 20. dec. og 3 uger frem (og Carla gemmer posten til os, hvis den skulle komme før os).

ADRESSEN:

Hanne Vium

C/O: Carla Ferreira

20 Briza rd

Table view

Cape Town

7441

South Africa